Nazisternes indflydelse på jøderne

Da Hitler kom til magten i 1933, skete der hurtigt en radikalisering i forhold til jøderne. Der havde også inden været masser af jødehad og vold mod jøderne, men det var først, da nazisterne fik magten, at de for alvor gik helt amok med deres jødehad. Endnu værre blev det, da 2. verdenskrig brød ud.

D. 9. november 1938 havde nazisterne skærpet den antijødiske politik voldsomt. Det var natten mellem d. 9. og d. 10. november, at krystalnatten foregik. Efter krystalnatten blev jøderne tvunget til at give deres ejendomme og virksomheder til racerene tyskere, og de fik ikke særlig meget for det. Dette kaldtes for ”arisering”.

I 1943 holdt Himmler en tale, hvori han sagde, at den tyske befolkning i princippet gik ind for at forfølge jøderne. Mange tyskere havde dog bekendte jøder, som de ønskede at skåne. Men Himmler fastgjorde, at alle jøder skulle forfølges. Han sagde også, at det var deres moralske pligt at udrydde hele jøderacen. Han sagde, at jøderne ville udrydde dem, og at de havde forgiftet dem.

Det gjaldt generelt i landene, at store dele af den jødiske befolkning var enten blevet dræbt eller var i kz- og tvangsarbejdslejre.

I 1941 påbegyndte man det systematiske folkedrab af jøder og i oktober 1943 var en stor del af Europa renset for jøder, altså judenrein.

I store byer kunne man ikke likvidere alle jøder på en gang. Derfor samlede man først jøderne i en ghetto, hvor de blev spærret inde. Derefter tog man jøderne i store grupper og førte dem til dødslejrene.

Fra bogen: ”I Hitler-Tysklands skygge”