Hitlers rolle i jødeforfølgelsen

Krigen åbnede et nyt kapitel i nazismens jødepolitik. Hitler var efter magtovertagelsen fortsat med at opildne til forskellige former for jødeforfølgelser. Ofte behøvede han ikke at give direkte ordrer, da mange nazister, både menige og højtstående, var ivrige efter at vise, at de sluttede op om ’Førerens’ antisemitiske budskaber. Et utal af love forbød tyskere af jødisk baggrund at udfylde offentlige embeder, at gifte sig med eller have seksuelt samkvem med ikke-jødiske tyskere eller at benytte tyske symboler. (se også Love mod jøderne.) Voldelige overfald isolerede yderligere de tyskere, der havde jødisk baggrund. Langt fra alle love eller overfald skete på Hitlers initiativ, men Hitler accepterede og opildnede udviklingen.

I 1939 skød Hitler skylden for den Verdenskrig, han selv udløste, på ’den internationale jødedom’. Han så krigen som en ’tilintetgørelseskrig’, hvor den ene part uundgåeligt måtte udrydde den anden. Det var derfor helt i tråd med Hitlers verdensanskuelse, at såkaldte Einsatz-grupper rejste rundt bag fronten og skød civile, såsom medlemmer af polske og sovjetiske eliter, men også jøder, herunder kvinder og børn. I efteråret 1941 begyndte nazisterne at myrde jøder og andre ’folkefjender’ vha. gas. Nazisterne havde inden krigen bl.a. brugt gas til at myrde handicappede. Nu blev denne mord-teknik taget i brug i seks forskellige udryddelseslejre i det erobrede Polen, hvor tusinder af mennesker systematisk blev slået ihjel – dagligt.

www.Folkedrab.dk

Hvilken rolle spillede Hitler i Holocaust?

Hitler dræbte ikke selv jøderne og ifølge disse benægtere var eventuelle drab på jøder ikke udtryk for regimets politik og nazismen, og Hitler kan derfor ikke stilles til ansvar for folkedrab. Han spillede dog en stor rolle for Holocaust. Han var igennem sine taler, ordrer og godkendelser en afgørende drivkraft i nazisternes mord på Europas jøder. Man har ikke noget dokument hvor Adolf Hitler direkte befaler massemordet på alle Europas jøder, men Hitler afgav sine befalinger om jødeforfølgelse og drab mundeligt og kun til få personer af gangen.

Hitlers retorik – jøder som ’’ariernes’’ dødsfjender.

Allerede da Hitler startede sin politiske karriere i 1919, havde Hitler et stort had for jøder.
I hans bog ’’Mein Kampf’’ fra 1925/1927 udtalte han jøder som bl.a. parasitter, rotter, vampyrer og som en pestilens værre end den sorte død og som menneskehedens evige bakterier.
Han mente også at jøderne og tyskerne var hinanden naturlige dødsfjender. Jøder i Hitlers øjne var ikke mennesker med en bestemt religion, men personer af en bestemt race. Han mente allerede efter 1. verdens krig at jøderne måtte fjernes.

Efter Hitler kom på magten i 1933-34 blev jøderne frataget retten til offentlige embeder, retten til at stemme og retten til at gifte sig eller have samkvem med ikke-jøder. Forfølgelsen på jøderne kulminerede d. 9-10 november 1938, da en masse nazister angreb sig på jøderne, det kom til at koste mindst 91 mennesker livet i den såkaldte ’’Krystalnat.’’ 

Verdenskrigen og radikalisering af jødeforfølgelserne.
Hitler mente at jøderne ville blive udryddet hvis der udbrød en ny verdenskrig, hvor han også mente at det var jøderne selv der ønskede krigen.
Da krigen var i udbrud, blev tusinder af jøder hver dag transporteret gennem Europa for at ende deres liv i et gaskammer i det besatte Polen.

Hitler og optrapningen til folkedrab.
I 1941 var USA kommet med i krigen mod den nazistiske Tyskland, men Hitler annoncerede at Berlin ville blive tilintetgørelsen af jøderne. Tusinder af jøder blev deporteret til gettoområder og videre sent til udryddelseslejre i Polen, hvor de systematisk blev myrdet.

Jødernes udryddelse – folkedrab, der aldrig skulle beskrives.
Under anden verdenskrig prøvede nazisterne at begrænse kendskabet til de systematiske mord på Europas jøder. Mordene blev ofte betegnet som ’’specielbehandling’’ eller ’’den endelige løsning, og masse moderne blev omskrevet til fx ’’udflytning’’ eller ’’omflytning’’.

http://www.holocaust.dk/sw380.asp