Ghettoer

I 1939 begyndte nazisterne at samle alle jøder i ghettoer. Det var dødfælder for jøderne. Mange døde af sult, sygdom og slavearbejde. For de som overlevede, blev de gassede i gaskamrene.

I 1942 blev ghettoerne sidste station før gaskamrene i en af de seks udryddelseslejre. 

Det var forbudt for jøderne at forlade ghettoerne, så de var isolerede fra omverden.

Det var ikke meningen i starten at jøderne skulle i udryddelseslejre. De lavede ghettoerne som en overgang til deportationen til et ’’jødereservat’’, hvor jøderne skulle bo og arbejde til krigen var over, hvorefter de skulle forflyttes til Madagaskar eller en anden oversøisk koloni.

Jøderne som boede i ghettoerne, overlevede ikke længe. Sult, dårlig hygiejne og epidemier gjorde hurtigt indhug. De boede ofte 15 i et rum og mange måtte sove og dø på gaderne. De havde arbejdspligt for alle mellem 14 til 60 år i krigsproduktionen, i værksteder i eller uden for ghettoen eller i stenbrud eller ved vejarbejde, hvor mange omkom af udmattelse. 

På trods af de grusomme forhold, forsøgte jøderne at opretholde en form for normalt liv. De havde ungdomsgrupper, børnehaver, skoler. De havde også kulturarrangementer og politiske diskussioner.

Deres interne administration styrede jøderne selv. I alle ghettoerne var der et jøderåd, som var tvunget til at udføre tyskernes ordrer. De skulle opholde ro og orden i ghettoerne. De tog sig også af de nyankomne, finde job til befolkningen og fordele mad og medicin. Senere var det også jøderådet som bestemte hvem der skulle sendtes til udryddelseslejrene. De vidste ikke at de blev sendt til udrydningslejrerne, men de troede at de blev forflyttet til arbejdslejre.  

http://www.folkedrab.dk/sw51574.asp